Søvnproblemer

Vi oplever alle at sove ”dårligt” en gang imellem og det kan der være mange grunde til.

Måske oplever du imidlertid, at du fortsætter med at have problemer med at sove, selvom det, der oprindeligt udløste den dårlige nattesøvn, ikke længere fylder så meget eller slet ikke er til stede i dit liv mere. Du har måske svært ved at falde i søvn om aftenen, selvom du oplever at være træt. Det kan også være at du vågner flere gange i løbet af natten og har svært ved at falde i søvn igen. Endelig er du måske en af de mange, der konsekvent vågner meget tidligt om morgenen, selvom vækkeuret ikke har ringet endnu.

Før søvnproblemet opstod, tog du sikkert, som regel, din gode nattesøvn for givet. Men når man har sovet dårligt længe nok, er det en naturlig følge, at tankerne i højere og højere grad begynder at kredse om søvnen:

  • Hvorfor kan jeg ikke sove?
  • Hvad gør det ved mit helbred og min evne til at klare dagligdagen, når jeg sover dårligt?
  • Hvad kan jeg gøre for at sove bedre?
  • Kommer jeg nogensinde til at kunne sove bedre?

Den øgede opmærksomhed på søvnen får den ofte til at reagere på samme måde som duen i følgende citat af Viktor Frankl: ”Søvn er som en due, der er landet lige ved din hånd, og som bliver der, så længe du ikke vier den opmærksomhed; hvis du prøver at gribe den, flyver den hurtigt væk”.

Behandling af søvnproblemer:

I arbejdet med din søvnproblematik tager vi udgangspunkt i, hvilke tanker, du gør dig om det at sove. Mange har f.eks. en misforstået opfattelse af, hvordan søvnen skal være for, at man kan fungere den følgende dag.

Derudover vil vi have fokus på, hvad du foretager dig i løbet af dagen og om aftenen op til, at du går i seng. Her vil vi også se nærmere på det, du indtager i løbet af aftenen og dine soveomgivelser. Dette kaldes søvnhygiejne.

Herefter undersøger vi, hvilke forventninger din hjerne har til dit soveværelse og din seng med hensyn til at sove. Hvis du er en af dem, der bruger soveværelset til alle mulige aktiviteter; så som at arbejde, svare mails, spise, se fjernsyn osv. er det ikke realistisk at forvente, at soveværelset og sengen vil udløse søvn i dig som en reaktion. Derfor er det så vigtigt at forbeholde din seng til søvn (og sex). Det er det man kalder stimuluskontrol.

Et andet vigtigt element, for at få rettet op på søvnen, er det man kalder søvnrestriktion. Her handler det om, at du kun opholder dig i sengen, når du sover. Det betyder bl.a. at du først går i seng, når du er søvnig og ikke ligger vågen i sengen, men står op, hvis du ikke er faldet i søvn inden for 15 – 20 min.

Det essentielle i at arbejde med søvnproblemer er at rette opmærksomheden væk fra søvnen og i stedet fokusere på rammer og redskaber.

Læs mere om, hvordan en terapisession kan foregå her.

 

Kontakt mig

Kontaktoplysninger

+45 30 31 67 71

Kontakt@mariannesteensgaard.dk

Psykoterapiforening