Psykoterapeutiske tilgange

I mit virke som psykoterapeut tager jeg udgangspunkt i mine forskellige uddannelser i ind- og udland, de psykoterapeutiske og sygeplejefaglige erfaringer, jeg har tilegnet mig gennem alle årene samt de livsomstændigheder, der har formet mig som menneske.

Nedenfor er en kort beskrivelse af nogle af de psykoterapeutiske tilgange, jeg gør brug af i terapien:

Klientcentreret psykoterapi

Klientcentreret psykoterapi bygger på den centrale humanistiske hypotese om menneskelig motivation, der antager, at der i os alle findes en iboende tendens til at udvikle os i positiv retning, såfremt de givne betingelser og omstændigheder er til stede. Det betyder imidlertid ikke, at vi som mennesker ikke også rummer destruktive potentialer. Men hvorvidt disse potentialer kommer til udtryk, afhænger ligeledes af de betingelser, vi vokser op og lever under. 

Klientcentreret psykoterapi drejer sig om at skabe de optimale betingelser for, at en udvikling kan finde sted i positiv retning. Her er relationen mellem klient og terapeut altafgørende og præget af terapeutens autenticitet, ikke-fordømmende accept og empatiske forståelse. 

Kognitiv adfærdsterapi

Kognitiv adfærdsterapi tager udgangspunkt i det forhold, at vores tanker, følelser, adfærd og kropslige reaktioner påvirker hinanden indbyrdes og på den måde kan skabe og vedligeholde psykiske problematikker. Problemerne opstår, fordi vores opfattelse af os selv og verden omkring os aldrig foregår på en neutral måde, men altid vil være præget af tidligere erfaringer og den aktuelle sindstilstand. Dette indebærer også, at vi kun lægger mærke til nogle dele af virkeligheden og mere eller mindre ubevidst ignorerer andre.  

Kognitiv adfærdsterapi er en paraplybetegnelse, som spænder over forskellige tilgange. Formålet med terapien er at ændre urealistiske og uhensigtsmæssige måder at tænke og agere på og på den måde påvirke følelser og kropslige reaktioner positivt. 

Essentiel Integrativ metode

Overordnet set skelner Essentiel Integrativ metode imellem essens og mønstre. Vi kan enten være i vores essens eller vi kan befinde os i en tilstand, hvor vi reagerer og oplever os selv og verden omkring os ud fra gamle og ofte uhensigtsmæssige mønstre.

Essensbegrebet dækker over den tilstand, vi befinder os i, når vi er allermest os selv. Her kan vi f.eks. være ufordømmende, empatiske, fredfyldte, ubetinget kærlige og (måske tilsyneladende paradoksalt) selvforglemmende. Når vi derimod befinder os i gamle mønstre, kan vi f.eks. have oplevelsen af ikke at være gode nok og enten vende det indad i form af selvkritik eller udad mod andre og skabe konflikt. Mønstre er, ofte ubevidst, drevet af frygt og dræner os for energi.

Formålet er her at opdage og få indsigt i egne mønstre for dermed at kunne slippe dem og komme ”hjem” i essens.   

At tilgangen er integrativ betyder, at metoden integrerer relevante metoder, værktøjer og videnskab fra flere retninger.

Somatic Experiencing

Somatic Experiencing er en terapeutisk metode til at nedbringe og opløse stressreaktioner som følge af chokerende og traumatiske oplevelser.

Metoden bygger på den antagelse, at traumet ikke udløses af selve begivenheden, men snarere opstår i den uorden, der kan være i nervesystemet efterfølgende. Det er derfor, at forskellige mennesker reagerer meget forskelligt på noget, der lader til at være den ”samme” begivenhed. Når vi kommer ud for en oplevet trussel – en farlig situation, bliver nervesystemet øjeblikkelig vækket for at mobilisere os med henblik på overlevelse ved enten at kæmpe eller flygte. Er dette ikke muligt og stivner vi i stedet, kan den enorme overlevelsesenergi ikke udløses fra kroppen. Den ”spærres” derimod inde i nervesystemet og kan forvolde uhensigtsmæssige reaktioner i både krop og sind. 

Et traume kan ses som en skade forårsaget af bl.a. frygt, hjælpeløshed og tab. Og på samme måde, som nervesystemet aktiveres automatisk i en farlig situation, har vi også en medfødt evne til at komme af med den indespærrede overlevelsesenergi igen. Somatic Experiencing metoden hjælper og støtter denne energi til forløsning.

Kontakt mig

Kontaktoplysninger

+45 30 31 67 71

Kontakt@mariannesteensgaard.dk
CVR.nr.: 42903221

dansk psykoterapeut forening